Sarah Mohajer Ganjavi

Møllevej 3, 5762 Vester Skerninge (Ulbølle)

Dagplejers profil

Lidt om mig

Jeg er en smilende, positiv, kærlig og meget imødekommende årgang 75. Jeg er tilflytter fra København og bor i et skønt hus med en dejlig have i Ulbølle sammen med min mand Rasmus. Vi har 4 næsten voksne børn med kun en hjemmeboende tilbage.

Jeg er uddannet pædagog og har tidligere arbejdet i vuggestue og som skolepædagog. Jeg startede som dagplejer i 2021.

Hverdagen 

Jeg glæder mig til at byde jer velkommen i min dagpleje i Møllehuset i Ulbølle.

Jeg har fokus på at skabe læringsmiljøer, der giver alle børnene en tryg, sjov og genkendelig hverdag med plads til leg, læring og oplevelser i naturen.

Det er vigtigt for mig, at alle børn føler sig som en del af et fællesskab, der er præget af glæde, trivsel, omsorg, nærvær og tid.

Jeg vægter meget at læse bøger, synge og sætte ord på hverdagen, da det styrker sprogudviklingen. Vi kan også tumle eller lave mad i legekøkkenet, lave puslespil og tegne, lege med biler og dukker. Desuden har jeg fokus på at styrke det enkelte barns selvhjulpenhed f.eks. i selv at tage regnbukserne af, men også her arbejder jeg med fællesskab, da store kan hjælpe små – det vokser de alle af. Det samme gælder i forhold til at hjælpe til f.eks. med at dække bordet, her får vi også snakket farver på koppen mm.

Vi er ude hver dag. Ofte i min dejlige have, hvor der er god plads til leg. Vi har rutsjebaner, legehus, sandkasse og gynger. Nogle dage cykler vi på tur, det kan være på besøg hos en kollega, på den lokale legeplads eller til skov og strand. Jeg er certificeret ”Grøn spirer” og arbejder dermed meget bevidst med naturen, årstiderne, fra jord til bord osv.

Jeg prioriterer at servere sundt og alsidig kost til børnene. Vi spiser overvejende økologisk mad og jeg bager gerne selv. Straks vejret er til det, kan vi godt finde på at spise maden ude.

Jeg lægger stor vægt på et tæt og tillidsfuldt forældresamarbejde, så vi sammen kan skabe en tryg og god hverdag for jeres barn, og dermed sikre trivsel og udvikling.

I vinterhalvåret har vi mulighed for at komme til gymnastik på Vestermarkskolen sammen med nogle af mine dagplejekollegaer og deres børnegrupper.

En gang om ugen er vi i heldagslegestue med 2-3 af mine kollegaer og deres børnegrupper. Vi har et skønt hus i Ollerup med en dejlig have med bakke og legeplads. Her har vi mulighed for at skabe anderledes læringsmiljøer for den store gruppe eller i mindre grupper. Når vi er flere dagplejere, giver det også mulighed for at have bål og lave bålmad. Vi dyrker traditioner og højtider sammen og laver krea på det enkelte barns niveau. I legestuen øver barnet sig i at være i et større fællesskab og med flere voksne, og barnet får nye venner.

Uddannelser/kurser

I mine år om dagplejer, har jeg deltaget i følgende kurser: 

  • Opdateret førstehjælpskursus
  • AMU - Uddannelse for erfarne dagplejere
    - Modul 4: Den styrkede læreplan, børns leg, forældresamarbejde og refleksionsmetoder i den daglige praksis.