Rikke Buxbom Hjorth Lauritzen
Slæbæk Skov 2, 5771 Stenstrup (Kirkeby)
Dagplejers profil
Lidt om mig
Jeg er årgang 1994 og bor midt i naturen lidt udenfor Kirkeby, sammen med Rasmus og vores to børn, Mynthe fra 2019 og Pelle fra 2022.
Derudover har vi en kat, som vi vil møde både ude og inde, samt en kanin, som vi vil fodre og nusse med udenfor. Desuden har vi glæde af naturens vilde dyr og vi ser f.eks. ofte rådyr og harer.
Jeg er meget rolig af natur og har let til smil.
Jeg er uddannet pædagog og har arbejdet i børnehuse, indtil jeg valgte at blive dagplejer i december 2022 – En beslutning som jeg ikke har fortrudt.
Hverdagen
Mit hjerte brænder for arbejdet med børn, og jeg glæder mig til at blive en del af netop dit barns hverdag. Jeg bliver motiveret af børnenes evige gå-på-mod og deres interesse for at lære og lege sig gennem dagen.
Det er vigtigt for mig, at alle børn føler sig som en del af fællesskabet og jeg gør mit bedste for at tilbyde en tryg og lærerig dagpleje fuld af nærvær, ro, tid, kram og dejlige minder.
Min dagpleje er i bryggers/køkken/alrum samt på mit fine store legeværelse, hvor der er plads til leg og fordybelse i de små læringsmiljøer. Vi kan være kreative ved det store bord, hvor vi maler, tegner, spiller spil og bygger puslespil. Vi kan forvandle gangen til en lang motorikbane, eller tage fodbadet frem og mærke det varme vand boble på de små tæer. Desuden læser vi ofte i bøger og vi synger hver dag.
Jeg lægger stor vægt på at udnytte naturen og omgivelserne omkring os. Vi bestræber os på at være ude hver dag, uanset vejr. Vi kan lege i min store indhegnede have, hvor vi kan rutsje, gynge, køre på scooter eller lege i sandkassen. Skoven er vores nabo og her oplever og sanser vi årstiderne, og spiser måske vores medbragte madpakker. I sommerhalvåret er vi ude det meste af dagen og spiser ligeledes ude på terrassen eller i drivhuset.
Jeg har også en ladcykel, som vi flittigt bruger til at cykle omkring og opleve lokalmiljøet, handle hos købmanden, besøge børnehaven eller en anden dagplejer.
Jeg laver mit eget årshjul, så vi kommer omkring de forskellige højtider og begivenheder, der sker gennem året. Dette kan bl.a. være fastelavn, påske, jul, årstiderne, royal run, kulturnat i Kirkeby mv.
En dag om ugen er vi i heldagslegestue på plejehjemmet i Stenstrup sammen med to andre dagplejekollegaer og deres børnegrupper. Her vil jeres barn blive en del af et større fællesskab og møde nye venskaber. I heldagslegestuen arbejder vi med kroppen, vi synger, danser, fjoller og bliver forpustet – Herudover ligger vi os ned og mærker vores krop, måske får børnene en lettere massage, alt sammen for at øve børnene i at justere ned igen. Indimellem besøger vi de ældre borgere, hvilket er til stor glæde for både store og små.
Jeg lægger stor vægt på forældresamarbejdet og ønsker en god, tillidsfuld, åben og gensidig kommunikation. Vi skal kunne dele stort og småt, så vi sammen skaber den bedste trivsel, forståelse og udvikling for jeres barn.
Uddannelser/kurser
I mine år som dagplejer, har jeg deltaget i følgende kurser:
- Opdateret førstehjælpskursus