Peggy Salomonsen

Vestervangen 79, 5762 Vester Skerninge (Vester Skerninge)

Lidt om mig

Jeg er årgang 1978 og gift med Brian. Sammen har vi to drenge, Mikkel fra 2004 og Emil fra 2006. Vi bor i et dejligt parcelhus i et villakvarter midt i Vester Skerninge. 

Jeg er en meget smilende person med en god portion humor. Jeg er åben og imødekommende og besidder en ro, som alt sammen kommer børnene i min dagpleje til gode. 

Jeg har været dagplejer siden 2009, både i eget hjem og i gæstehuset i Svendborg. 

Hverdagen 

Det er vigtigt for mig at give børnene en tryg og rolig hverdag med masser af omsorg og kram. Mit ønske er, at det skal være rart for både barn og forældre at starte i min dagpleje, og derfor vægter jeg en åben og tillidsfuld dialog i forældresamarbejdet, så vi sammen kan skabe de bedste betingelser for jeres barns trivsel.

Jeg tager afsæt i det enkelte barn, og er samtidig opmærksom på, at alle børn skal føle sig som en del af fællesskabet. Jeg skaber læringsmiljøer ud fra den aktuelle børnegruppe. 

I min dagpleje har vi et legeværelse samt et stort køkken-alrum, hvor vi boltrer os. Der er plads til dukkevognsræs, legobyggeri og en hyggekrog til fordybelse. Vi leger med biler og dukker, laver mad i legekøkkenet, læser i bøger, synger og danser. Vi bruger meget vores krop både inde og ude.

Vi har en dejlig legeplads udenfor, hvor der leges i sandkassen, er scooterfræs og gynges. Ofte går vi også tur på stierne i byen. På vores ture i naturen prioriterer jeg tid til det, som fanger børnene – f.eks. at se på traktorer, biler eller måske studere sneglen, som vi møder på vores vej. Vi leger også på byens legepladser, hvor vi kan møde andre dagplejere og børn. Nogle gange er vi på besøg hos en dagplejekollega, hvor vi leger i hendes have sammen med hendes børnegruppe.

Hos mig er der tid til fordybelse. Jeg er god til at give børnene plads og tid til at udvikle sig til selvstændige og tillidsfulde børn. Således har jeg bl.a. fokus på at gøre børnene selvhjulpne og godt rustet til livet i børnehave.

I vinterhalvåret benytter vi gymnastiksalen på Vestermarkskolen, hvor vi mødes med flere dagplejere og deres børnegrupper. Hver ande uge er vi i heldagslegestue i Ollerup sammen med to dagplejekollegaer og deres børnegruppe. Her øver vi os i at være sammen med flere børn og andre voksne. I heldagslegestuen har vi mulighed at skabe andre former for læringsmiljøer, både i små grupper efter alder og i én stor gruppe. Vi planlægger emner, som vi arbejder ud fra f.eks. naturen. Vi tager ofte afsæt i traditioner og højtider, hvor vi synger og laver krea.

Uddannelser/kurser

I mine år om dagplejer, har jeg deltaget i følgende kurser: 

  • Opdateret førstehjælpskursus
  • AMU - efteruddannelse for dagplejere 
    - Modul 1: Undervisning i samspil, tilknytning og sprog
    - Modul 2: Undervisning i børns kompetencer, hjernens udvikling, den sansemotoriske udvikling og det gode børnemiljø
    - Modul 3: Undervisning i kollegial supervision, konflikthåndtering, innovation og inkluderende læringsmiljøer
  • AMU - Uddannelse for erfarne dagplejer
    - Modul 4: Den styrkede læreplan, børns leg, forældresamarbejde og refleksionsmetoder i den daglige praksis.