Lisbeth Skovmøller Østbjerg
Svendborgvej 38, 5762 Vester Skerninge (Ollerup)
Dagplejers profil
Lidt om mig
Jeg er årgang 1968 og bor i Ollerup sammen med min mand. Vi har tre voksne børn og fem børnebørn. Vi har en lille hund, som hedder Gizmo.
Jeg blev uddannet pædagog i 2015. Jeg har været dagplejer fra 1997 til 2010, hvor jeg herefter var ude og prøve en anden pædagogisk gren, men søgte tilbage til den kommunale dagpleje i 2017, da det er her, jeg hører hjemme.
Jeg er en lyttende, jordnær og glad person, der har let til grin og holder af humor. Jeg er desuden meget rummelig og fleksibel og meget engageret i mit job som dagplejer.
Hverdagen
Jeg vil glæde mig til at byde jer og jeres barn velkommen i mit dagplejehjem. I er meget velkomne til at komme på besøg sammen med jeres barn et par gange, inden I starter. Dette er for, at I og jeres barn kan vænne jer til de rammer, jeg kan tilbyde, og så kan det lette opstarten for jeres barn og jer selv. For mig er det vigtigt, at I forældre er trygge ved at aflevere jeres barn her og derfor vægter jeg et tæt og tillidsfuldt forældresamarbejde, så vi sammen kan sikre trivsel og god udvikling for jeres barn.
Jeg skaber en tryg samt lærerig hverdag, hvor jeg i fællesskab med børnene er med til at udvikle deres færdigheder, såsom socialt, sprogligt og motorisk. Jeg skaber læringsmiljøer i mit store legeværelse og i køkken/spiserum – vi synger og danser, vi tumler og laver gymnastik, vi leger med dukker og laver mad i legekøkkenet, vi leger med biler og klodser, vi læser i bøger og laver puslespil og meget mere.
Hos mig starter dagen med en sang, når vi spiser formiddagsmad. Vi synger den samme sang i en måned. Børnene elsker det - de genkender fagter og andre finurligheder og bliver mere deltagende. I december læser vi den samme lille julehistorie i et hyggeligt skær af små lamper.
Vi har en tavle, hvorpå vi sætter billeder op af de forskellige aktiviteter, vi skal lave i løbet af dagen. Hertil er der f.eks. billeder af, hvilket tøj vi skal have på, når vi skal ud denne dag.
Jeg prioriterer, at vi kommer ud hver dag. Vi kan være på min legeplads med gynger, sandkasse, legehus og plads til scooterfræs. Vi cykler på ture, det kan være på besøg hos en dagplejekollega, og vi tager gerne ned på Syltmae Campingplads, hvor jeg har en campingvogn stående fast i sæsonen 1.4. – 1.10. Børnene elsker livet dernede. Vi kigger til gederne og hønsene samt leger inde i skoven. Jeg sørger for sovemuligheder dernede.
Jeg sætter en ære i at bygge bro til de lokale institutioner her, hvor jeg bor. Desuden besøger vi vores lokale plejehjem, til stor glæde for både store og små.
For mig er det vigtigt at tage udgangspunkt i barneperspektivet igennem hele dagen, da jeg på den måde bedst kan understøtte det enkelte barns udvikling og stille relevante krav ud fra barnets formåen. Således sikrer jeg, at barnet trives og udvikles og bliver klar til næste skridt ud i livet.
Uddannelser/kurser
I mine år om dagplejer, har jeg deltaget i følgende kurser:
- Opdateret førstehjælpskursus
- Barnets første 1000 dage
- AMU - efteruddannelse for dagplejere
- Modul 2: Undervisning i børns kompetencer, hjernens udvikling, den sansemotoriske udvikling og det gode børnemiljø