Linda Brink Linde
Nyvej 17, 5762 Vester Skerninge (Ulbølle)
Dagplejers profil
Lidt om mig
Jeg er en årgang 1984 og bor sammen med min mand, Ivan. Sammen har vi to dejlige børn – Valdemar fra 2008 og Viola fra 2010. Når min familie er hjemme, er de en stor del af min dagpleje – til glæde for både dem og dagplejebørnene.
Vi bor i et hus i Ulbølle med en stor grund, hvor vi har høns, kaniner, geder og katte.
Som person er jeg smilende og meget imødekommende. Jeg er rolig af sind, meget positiv og rummelig. Jeg er meget stabil og holder meget af mit arbejde med de små børn.
Hverdagen
I min dagpleje vægter jeg at give alle børn en god start på livet med en hverdag, hvor læring og leg går hånd i hånd. Det er vigtigt for mig at sikre, at alle børn føler sig set, hørt, mødt og forstået, samt at de føler sig som en del af fællesskabet. Mit ønske er at skabe tryghed og omsorg, samt øve børn i empati.
Jeg har et stort legeværelse, hvor der er plads til at tumle og udfolde sig. Vi kan lege med rutsjebanen, hvor vi øver turtagning, vi kan lege med klodser, biler, dukker, legekøkken eller spiller koncert med instrumenterne. Vi synger og danser ofte. Jeg skaber også læringsmiljøer med plads til fordybelse f.eks. når vi læser i bøger, tegner og laver puslespil. Jeg er meget kreativ, hvilket jeg også holder af at være sammen med børnene, men altid på deres præmisser.
Hvis en af mine katte kommer forbi, nusser vi med den. Vi kigger også på de sjove skildpadder, der bor inde i stuen.
Vi er rigtigt meget ude – og i alt slags vejr. Børnene er med til at give mine dyr mad. Jeg har geder, som vi giver brød og hø og hos hønsene får hvert barn en spand med hønsemad, som de kaster ud til hønsene, ligesom vi også samler æg. Vi finder mælkebøtter, græs og gulerødder til kaninerne. I min store have har jeg en masse af frugttræer og bærbuske, hvor børnene er med til at plukke og samle, så laver vi saft og marmelade. Jeg har naturligvis også gynger, sandkasse og plads til scooterfræs.
Jeg er certificeret Grøn spire sammen med min dagplejekollega, Maria. Vi mødes ofte, hvor vi cykler til skoven og stranden eller blot på tur ud for at se, om vi kan finde nogle dyr eller spændende maskiner. Vi arbejder bevidst med naturen og årstiderne og tilrettelægger forskellige læringsmiljøer.
Når vi er på tur, samler vi tit materialer, som vi kan arbejde videre med, når vi kommer hjem. Det kan f.eks. være ramsløg, som vi laver pesto af, en sten, som vi maler på, eller gode ting til et insekthotel. En gang om ugen har vi bål og laver bålmad. Her er børnene med til at samle brænde i spande og i trillebøren, og de er en stor del af processen omkring maden. F.eks. er de med til af skære grønsager (ofte er disse forkogte). Jeg har et ønske om at skabe madmodige børn.
Det er vigtigt for mig med et godt og tillidsfuldt forældresamarbejde, hvor vi sammen kan sikre jeres barn trivsel og udvikling.
Uddannelser/kurser
I mine år om dagplejer, har jeg deltaget i følgende kurser:
- Opdateret førstehjælpskursus
- Barnets første 1000 dage
- Certificeret Grøn Spire
- Førstehjælpskursus
- AMU - efteruddannelse for dagplejere
- Modul 3: Undervisning i kollegial supervision, konflikthåndtering, innovation og inkluderende læringsmiljøer - AMU - Uddannelse for erfarne dagplejer
- Modul 4: Den styrkede læreplan, børns leg, forældresamarbejde og refleksionsmetoder i den daglige praksis.