Karin Buus Aagaard
Vormark Bygade 21, 5874 Hesselager
Dagplejers profil
Lidt om mig
Jeg hedder Karin og bor i Vormark sammen med min mand Torben. Vi har 2 voksne børn og 4 børnebørn.
Jeg har været dagplejer siden 2001. Før jeg blev dagplejer, har jeg arbejdet som gartner og laborant.
Hverdagen
Velkommen i min dagpleje.
I dagplejen lægger jeg vægt på at give jeres barn en tryg og stabil base - Et sted hvor jeres barn er glad for at komme og hvor I forældre er trygge ved at aflevere jeres barn. Jeg vil tilbyde barnet en tryg favn, når der er behov for omsorg, trøst og lidt genopladning.
Jeg går op i at lære børnene at blive selvhjulpne, så de kan spise selv, vaske hænder og selv tage tøj på.
Jeg vil gerne lære børnene at udvikle sociale kompetencer og har dermed fokus på, at vi taler ordentligt sammen, respekterer hinanden, viser empati og kan vente på tur.
Jeg har fokus på at lære børnene glæden ved at bevæge sig. Jeg har en stor have med masser af muligheder for at være aktiv, - Haven har hemmelige rum, hvor man kan gemme sig. Herudover er der bærbuske man må spise fra. Jeg dyrker selv frugt, bær og grøntsager og det indgår i børnenes kost. I haven er der også sandkasser, gynger, rutsjebane og en fliseplads til at køre på. Der er noget for alle sanser.
I dagplejen mødes vi ofte med en eller flere af de andre dagplejere og deres børnegruppe. Vi går i legestue hver anden uge og i vinterhalvåret har vi mulighed for at komme til musik og gymnastik. Dette giver mulighed for at være sammen i større forsamlinger og i andre konstellationer.
Uddannelser/Kurser
I mine år som dagplejer, har jeg deltaget i følgende kurser:
- Førstehjælpskursus
- AMU - efteruddannelse for dagplejere
- Modul 1: Undervisning i samspil, tilknytning og sprog
- Modul 2: Undervisning i børns kompetencer, hjernens udvikling, den sansemotoriske udvikling og det gode børnemiljø
- Modul 3: Undervisning i kollegial supervision, konflikthåndtering, innovation og inkluderende læringsmiljøer