Helle Lykkegaard Degn
Sortemosevej 14, 5892 Gudbjerg
Dagplejers profil
Lidt om mig
Jeg er årgang 1964. Jeg er gift med Bjarne og sammen har vi Jonas og Julie, som er voksne og flyttet hjemmefra. Vi har en Golden retriever, som hedder Mason.
Vi bor på en nedlagt landbrugsejendom med masser af udendørsplads. Vi har køer gående i sikker indhegning ved siden af legepladsen, som er til stor fornøjelse for børnene.
Jeg har været dagplejer i eget hjem siden år 2000. Fra 2010 - 2018 arbejdede jeg i Dagplejens Gæstehus, hvorefter jeg igen blev dagplejer i eget hjem.
Som person er jeg nærværende og omsorgsfuld.
Hverdagen
Det betyder meget for mig at børnene er trygge, da tryghed er afgørende for at man kan lære og fungere godt socialt. Det er vigtigt for mig at være i børnehøjde og se børnenes forskelligheder samt at være rummelig i forhold til børnene og jer forældre.
I min dagpleje har vi en god og rolig hverdag med alderssvarende udfordringer. Vi har hyggelige måltider omkring bordet, hvor der fortælles historier og synges sange efter maden.
Jeg laver årsplan, så vi kommer rundt om forskellige emner, som motorik, sprog og sanser. Jeg deler min viden og erfaring med jer forældre, og byder jer selvfølgelig velkommen i mit hjem, hvor jeres børn jo er en del af familien.
Indenfor har jeg et legeværelse, hvor der er plads til leg, ro og fordybelse, men også plads til motoriske øvelser. Vi har skoven tæt på, hvor vi kan udfolde os, og opleve ting på vej derud. Jeg har en ladcykel, som jeg bruger til at cykle ud til de andre dagplejere og tage på udflugter.
Hvis vejret tillader det, er vi ude stort set hver dag. Vi har en legeplads med gynge, sandkasse, god fliseplads til cykling samt et shelter, hvor vi nyder madpakken.
Uddannelser/kurser
I mine år som dagplejer, har jeg deltaget i følgende kurser:
- AMU - efteruddannelse for dagplejere
- Modul 1: Undervisning i samspil, tilknytning og sprog
- Modul 2: Undervisning i børns kompetencer, hjernens udvikling, den sansemotoriske udvikling og det gode børnemiljø
- Modul 3: Undervisning i kollegial supervision, konflikthåndtering, innovation og inkluderende læringsmiljøer - Opdateret førstehjælpskursus