Anne Dorthe Christensen
Rosenkildevej 8, 5881 Skårup Fyn
Dagplejers profil
Lidt om mig
Jeg hedder Anne Dorthe og har selv fire børn, hvoraf den yngste stadig bor her. Vi har to små hunde (Bichon Frisé) som ikke er sammen med dagplejebørnene, men som kan opleves fra hundegården. Vi har en hest der står i Nørremarken. Den besøger vi jævnligt til stor glæde for alle.
Jeg har været ansat som dagplejer siden maj 1987.
Hverdagen
I hverdagen brænder jeg for forældresamarbejdet, da det er vigtigt for trygheden og trivslen hos børnene.
Jeg arbejder med sproglig bevidsthed og tænker sproget ind i alle vores aktiviteter og gøremål i løbet af dagen.
Jeg arbejder med at gøre børnene selvhjulpne, så de bliver klar til børnehave og får en selvstændighedsfølelse.
Jeg er meget optaget af at min faglighed udvikles. Jeg følger med i hvad der rører sig indenfor pædagogik og læser relevant fagstof.
Dagpleje Poesi!
Sådan beskrives hverdagen i min dagpleje:
Der er en dagpleje på landet
Der sker så meget blandt andet:
Sanserne skærpes derude af lugte og lyde
Naturen har mange signaler man kan lære at tyde
Motorikken styrkes i skoven, parken og haven
Det gi’r appetit til de medbragte, friskbagte boller til maven.
Vi synger, danser og laver rytmik
Der rimes og remses om småbørnspædagogik;
“Giffen gaffen guffen, maden ned i skuffen -
Tip tap tønde, du må godt begynde “
Sund mad og alsidig kost
-det er selvfølgelig et must
“Økologiske fuldkorns nøglehuller” -er vansk’ligt at si’
-men motorikmajs, ærtemole og hummus-det kan vi li’
Dagplejernes huse er fyldt med varme
Altid er der gang i blækspruttearme
En skal spise, en skal sove
Alle skal stimuleres og ha’ del i det sjove
Vi kan være hjemme, i legestue eller på visit
Gøre det sjældent eller tit
Når dit barn skal i gæstepleje er det klart:
har vi mødtes før, er det rart
Tid, tryghed og varme
er en del af dagplejens charme
Relationer i ryggen er en go’ del af hyggen
Og ballast til fremtidens byggen
For børn skal jo vokse og gro
med tillid, varme og tro
- Og dét er jo i grunden ikke så galt.
Uddannelser/Kurser
I mine år som dagplejer, har jeg deltaget i følgende kurser:
- Opdateret førstehjælpskursus
- AMU - efteruddannelse for dagplejere
- Modul 1: Undervisning i samspil, tilknytning og sprog
- Modul 2: Undervisning i børns kompetencer, hjernens udvikling, den sansemotoriske udvikling og det gode børnemiljø
- Modul 3: Undervisning i kollegial supervision, konflikthåndtering, innovation og inkluderende læringsmiljøer - AMU - Uddannelse for erfarne dagplejer
- Modul 4: Den styrkede læreplan, børns leg, forældresamarbejde og refleksionsmetoder i den daglige praksis.