Anne Brohave
Skolebakken 14, 5762 Vester Skerninge (Ollerup)
Dagplejers profil
Lidt om mig
Jeg er et meget roligt, smilende og imødekommende familiemenneske. Jeg er gift med Helge og bor i et skønt allergivenligt hus med en dejlig have i Ollerup. Sammen har vi to voksne børn.
Jeg har arbejdet som dagplejer siden 2003.
Hverdagen
For mig er det vigtigt at både jeres barn og I forældre trives i min dagpleje. Jeg skaber læringsmiljøer, der er præget af tryghed, genkendelighed, tid, omsorg og passende udfordringer til det enkelte barn.
Jeg lægger vægt på et godt og tillidsfuldt forældresamarbejde, hvor vi sammen får skabt en god, tryg og udviklende dagplejetid for jeres barn.
Jeg skaber læringsmiljøer med nærvær og er opmærksom på, at børnene trives og udvikler sig. Jeg arbejder med sproget ved blandt andet at læse bøger, synge og sætte ord på dagligdagen. Jeg er desuden opmærksom på den sociale udvikling og jeg sørger for, at alle børnene er en del af fællesskabet og kan hjælpe hinanden.
Indenfor leger vi med klodser, biler, dukker, puslespil osv. Jeg prioriterer også at komme ud med børnene hver dag. Udenfor leger vi i min dejlige have, hvor der er god plads til at rutsje, lege i sandkassen eller legehuset, spille bold på græsset, kører scooterfræs på fliserne eller tumle på bakken. Herudover cykler vi på tur ud i det blå og medbringer gerne vores madpakker, hvis vejret er til det. Der er gode muligheder for oplevelser i nærområdet.
En gang om ugen er vi i heldagslegestue med 2-3 dagplejekollegaer og deres børnegruppe. I heldagslegestuen er der en dejlig have med bakke og legeplads. Her øver børnene sig i at være i en større børnegruppe og sammen med flere voksne.
Vi planlægger sammen, hvad vi gerne vil arbejde med i vores legestue og dette er altid med afsæt i vores børnegruppe. Vi deler os op i mindre grupper og der er aktiviteter for både de små og de store.
Uddannelser/kurser
I mine år om dagplejer, har jeg deltaget i følgende kurser:
- Opdateret førstehjælpskursus
- AMU - efteruddannelse for dagplejere
- Modul 1: Undervisning i samspil, tilknytning og sprog
- Modul 2: Undervisning i børns kompetencer, hjernens udvikling, den sansemotoriske udvikling og det gode børnemiljø
- Modul 3: Undervisning i kollegial supervision, konflikthåndtering, innovation og inkluderende læringsmiljøer - AMU - Uddannelse for erfarne dagplejer
- Modul 4: Den styrkede læreplan, børns leg, forældresamarbejde og refleksionsmetoder i den daglige praksis.