Anja Meyer
Solvej 22, 5700 Svendborg (Vindeby)
Dagplejers profil
Lidt om mig
Jeg er årgang 1974 og har været dagplejer siden februar 2011. Jeg er mor til Felix fra 2007 og vi har en lille allergivenlig malteserhund, som elsker børn.
Vi bor i et parcelhus med en dejlig lukket have midt i Vindeby.
Jeg er kærlig, rolig, tålmodig og omsorgsfuld. Jeg har et positivt livssyn og har nemt til smil og grin og lader mig hurtigt smitte af børnenes begejstring.
Hos mig er der altid plads til et kram og jeg elsker mit arbejde med børnene.
Hverdagen
Jeg glæder mig til at tage imod jer og jeres barn i min dagpleje.
Vi er et fællesskab, hvor vi lærer at tage hensyn, rumme hinandens forskelligheder og danne venskaber.
Her er der omsorg, varme, og anerkendelse i en overskuelig og genkendelig hverdag.
Samarbejdet med jer forældre er vigtigt for mig, for når I er trygge, så er jeres barn det også. I skal føle jer trygge til at kunne komme til mig med stort og småt.
Jeg arbejder med læreplanstemaerne. Vi leger, synger, laver sanglege, hører musik, læser bøger og oplever naturen i haven og i nærområdet. Jeg bor tæt på havnen, stranden og skoven, hvor vi gerne tager på ture. I min have leger vi i sandkassen, rutsjer, vipper og hopper i trampolin.
Jeg hjælper børnene med at blive selvhjulpne, så de derved oplever den succes, som det er, at kunne selv.
Tæt på har vi en dejlig heldagslegestue, hvor vi er én gang om ugen sammen med to skønne kollegaer. Her lærer børnene at være sammen i større fællesskaber og blive trygge ved andre voksne. I vinterhalvåret er vi på plejehjemmet, hvor vi synger sammen med de ældre.
I 2019 havde jeg i forbindelse med et uddannelsesforløb, en idé om at skabe en plastikfri dagpleje. Dette kom sig af, at jeg fandt ud af, hvor meget mikroplast vi indtager i vores hverdag. For at minimere dette for børnene, har jeg igennem de sidste år skiftet alt plastiklegetøj ud med legetøj i træ, stof og bioplast og undgår helst at købe mad pakket ind i plastik.
Uddannelser/Kurser
I mine år som dagplejer, har jeg deltaget i følgende kurser:
- Opdateret førstehjælpskursus
- AMU - efteruddannelse for dagplejere
- Modul 1: Undervisning i samspil, tilknytning og sprog
- Modul 2: Undervisning i børns kompetencer, hjernens udvikling, den sansemotoriske udvikling og det gode børnemiljø
- Modul 3: Undervisning i kollegial supervision, konflikthåndtering, innovation og inkluderende læringsmiljøer - AMU - Uddannelse for erfarne dagplejer
- Modul 4: Den styrkede læreplan, børns leg, forældresamarbejde og refleksionsmetoder i den daglige praksis.