Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Gitte Olsen

Gitte Olsen - portræt


Gitte Olsen
Rønnebærvænget 54, Thurø

Jeg drømmer om:At det enkelte barn i dagplejen hos mig bliver mødt, set og forstået – og derefter er rustet til at møde nye udfordringer i børnehaven.
Hvem er jeg:Jeg er dagplejer på 26. år og gift med Jørn, sammen har vi 2 voksne drenge.
Jeg er optaget af fagligheden i dagplejen – igennem årene har jeg deltaget i kurser og efteruddannelse, der har relation til jobbet som dagplejer. I 2016 havde jeg orlov fra jobbet, for at uddanne mig til pædagogisk assistent.  
Denne faglige udvikling giver mig blik for at være den bedste udgave af mig selv.
Mine værdier:I hverdagen vægter jeg dialogen med jer forældre højt. Både når det er nemt og når det er svært. Sammen kan vi så meget, til jeres barns bedste.
Personlige egenskaber:

Jeg lægger vægt på:

  • Anerkendelse
  • Tryghed
  • Genkendelighed
  • Glæde
  • Ro
  • Ligeværdighed
  • Positiv guidning. 

Ligeså forudsigelighed ved at sætte ord på, hvad vi sammen skal lige om lidt- det gør barnet trygt.
Jeg hjælper barnet med at få øje på de andre børn, og med at sætte ord på det, de gerne vil og hvad de ikke vil. At se barnets initiativ, altså det barnet ser, gør, siger og de følelser barnet viser. Jeg sætter ord på barnets initiativer, ser hvor barnet er på vej hen og bekræfter dette. Det kan også være, at hjælpe barnet til et andet initiativ. Når jeg sætter ord på barnets initiativ, betyder det for barnet, at det oplever sig set, hørt og forstået af mig.  
Som forældre her hos mig vil I opleve, at jeg lægger vægt på, at det enkelte barn lærer at sætte grænser for sig selv – at sige til og fra. Her er der plads til at give udtryk for egne følelser og behov, samtidig med at barnet også får en forståelse for, at andre børn har det samme behov.
Når det omhandler kost og traditioner følger jeg årstiderne.

I vil opleve, at jeg brænder for:Udelivet prioriterer jeg højt. Jeg er Grøn Spire, dvs. naturen er en stor del af mine aktiviteter i hverdagen - ved vandet, i skoven og i haven – ude udfordres barnets motorik og sanser. I haven foregår det ved leg i sandkassen, når barnet bliver større er det på scooteren ned ad bakken til græsplænen – den daglige gyngetur er et hit.
Ved vandet bliver ænderne fordret – vi samler sten, skaller m.m..
I skoven fordyber vi os, ligger i bladene og ser op i træernes kroner - og tit har vi madpakken med.
Vi besøger ligeså biblioteket, låner bøger med hjem og mødes med andre dagplejere og børn.
Vi mødes i legestuen – hvor barnet lærer at begå sig i en større gruppe. Her synger, leger, maler og tegner vi. Legestuen er i nogle lokaler, vi har i børnehaven på Bergmannsvej.
Mine omgivelser:Jeg bor i eget hus med have, har et legeværelse indrettet med blik for styrkelse af motorik, sprog og sanser.
Skov og vand ligger i gåafstand.